Der kan være mange årsager til, at et menneske begår kriminalitet, fx udøver vold. Da dette er til stor skade for andre mennesker, er det vigtigt at søge professionel hjælp, hvis man har et ønske om at stoppe.
Mennesker kan udøve mange forskellige former for kriminalitet som fx tyveri, narkokriminalitet, hærværk, bedrageri, mord, voldtægt og vold. På denne side sættes der fokus på vold.
Vold henviser til handlinger eller trusler, der er egnet til at skade eller skræmme en anden person, og hvor modtagerens helbred, sikkerhed eller velbefindende udsættes for fare. Vold kan både være:
Fysisk: Fx slag, spark, krads, bid osv.
Psykisk: Fx verbale krænkelser, chikanerier, psykisk terror, kontrol.
Seksuel: Fx at tvinge en person til seksuelt samvær, selvom personen ikke ønsker det.
I nogle situationer ved krænkeren godt, at modtageren oplever det som vold (det kan endda være hensigten), men i andre situationer er krænkeren ikke bevidst om, hvad handlingerne betyder for modtageren. I begge tilfælde er der dog tale om vold. Det der afgør, om der er tale om vold eller ej, er modtagerens oplevelse af situationen.
Kriminalitet er et komplekst fænomen, der ikke har simple og entydige årsager. Man taler om risikofaktorer, dvs. faktorer, der øger sandsynligheden for, at en person begår kriminalitet. Dette kan være individuelle faktorer som fx impulsivitet, familiemæssige faktorer som fx uhensigtsmæssig opdragelse samt faktorer uden for hjemmet som fx ens vennekreds.
Når en person begår vold, kan der være mange årsager til det. Det kan være en metode til at undgå det, man ikke kan lide eller er truet af, eller til at opnå det man ønsker eller har brug for. Brugen af vold kan også være en måde at gøre opmærksom på sine følelser og behov på, fordi man måske ikke kan udtrykke sig på anden måde. Vold kan således blive udøvet på baggrund af vrede, afmagt, frygt, utryghed og usikkerhed samt på baggrund af en manglende evne til at forstå og opfatte, hvad der foregår inden i og omkring én selv.
Det er vigtigt at søge hjælp, hvis man udøver vold, da det går ud over andre mennesker. Hvis man har et ønske om at stoppe, kan det være nyttigt at tale med en psykolog. Gennem samtaler med en psykolog kan man få indsigt i baggrunden for ens voldelige adfærd. Man kan blive klogere på, hvilke indre psykologiske processer, der bidrager til, at man udøver vold. I forlængelse af dette kan man lære, hvordan man kan vælge at handle anderledes og mere hensigtsmæssigt.
Af Louise Laursen, cand.psych.
Kilder:
Popp, M. & Munch-Hansen, M. (2005). Forstå og forebyg vold. København: Munksgaard Danmark.
www.dkr.dk (Det kriminalpræventive Råd).
www.dialogmodvold.dk
www.alternativtilvold.dk