Søg herunder i blandt masser af spændende gruppeforløb, foredrag og kurser i dit nærområde - alle tilbud er udbudt af professionelle psykologer. Find en relevant begivenhed for dig, og kontakt nemt og hurtigt psykologen ved at benytte kontaktformularen eller kontaktinfo som fremgår på siden.
Mange psykologer tilbyder gruppeforløb i deres praksis. Ved et gruppeforløb samler psykologen et passende antal personer, som vurderes at have visse fællestræk, f.eks. deres psykiske problemstilling, alder, køn og livssituation. Ved at samle en forholdsvis homogen gruppe, er der sandsynlighed for, at deltagerne kan profitere af hinandens historier og erfaringer. At opleve fællesskabet i gruppen og få følelsen af, at man ikke er den eneste, der har disse problemer/tanker/følelser osv., kan have en utroligt positiv effekt på ens psykiske tilstand.
Der er visse lighedspunkter mellem et gruppeforløb hos en psykolog og de selvhjælpsgrupper, der drives af mange frivillige foreninger og organisationer i Danmark. Blandt andet at deltagerne har samme baggrund, at gruppen mødes regelmæssigt og at deltagerne får mulighed for at tale om de ting, der er svære, i et trygt forum. Forløbene kan dog ikke helt sidestilles, da der stilles andre uddannelses- og lovmæssige krav til en psykolog end til mødelederne i en frivillig organisation/forening og da der hos psykologen foregår egentlig terapi, medens det er selvhjælp, der fokuseres på i organisationerne/foreningerne.
Et gruppeforløb kan være et godt alternativ til et individuelt forløb eller det kan bruges som supplement til et individuelt forløb. Det kan som sagt have en meget gavnlig effekt, at møde ligesindede, der ’sidder i samme båd’, men det er dog altid den enkelte psykolog, der i samråd med dig, vurderer, om et gruppeforløb er noget for dig eller ej.
Øverst på siden kan du søge på de psykologer, der udbyder gruppeforløb. Du kan blandt andet søge på geografi, arbejdsområde, opstartsdato og pris. På den måde kan du finde den psykolog/det forløb, der matcher dine behov og ønsker.
Nedenfor har vi samlet en række oplysninger omkring gruppeforløb hos psykologer. Oversigten kan bruges hvis du er interesseret i at starte i et forløb eller hvis du bare er nysgerrig efter at vide lidt mere om gruppeforløb.
EKSEMPLER PÅ GRUPPEFORLØB
• For pårørende til stof- og alkoholmisbrugere
• For pårørende til personer med psykisk sygdom
• Overspisning/overvægt
• Graviditet og fødselsforberedelse
• Lavt selvværd
• Angst og fobier
• Depression
Fordelen ved et gruppeforløb er blandt andet, at du får mulighed for at sparre med ligesindede, hvilket typisk har en positiv effekt. I får mulighed for at dele jeres historier, at blive inspireret og oplyst, og at få indblik i andres erfaringer. Da deltagerne, og psykologen, forpligter sig på at overholde tavshedspligten, kan gruppesessioner være et trygt og godt sted at fortælle om de svære ting du oplever i din hverdag. Ting du ikke nødvendigvis kan tale med din familie eller dine venner om.
Gruppen er også et godt forum, hvis du ønsker at arbejde med sig selv, f.eks. i forhold til at afprøve/arbejde med dine grænser, eller øve dig i at få kontakt med andre.
HVORDAN VED JEG OM ET GRUPPEFORLØB ER NOGET FOR MIG?
De fleste psykologer inviterer deres klienter til en kort forsamtale, enten i deres praksis eller over telefon, inden klienten starter i et gruppeforløb. Meningen med samtalen er at vurdere, om gruppeterapi er det rette tilbud for klienten eller om vedkommende vil få mere gavn af et andet, eventuelt individuelt forløb.
DE FORMELLE RAMMER
De formelle rammer omkring gruppeforløb kan variere meget. Det kan eksempelvis være i forhold til varigheden af den enkelte session, deltagerantal, antallet af mødegange og perioden det forløber over. Det er altid en god idé at forhøre dig omkring sådanne formelle rammer før du eventuelt indleder et forløb, så du kan tage stilling til, om det er et forløb du kan se dig selv i.
ÅBEN VS. LUKKET GRUPPE
Nogle psykologer udbyder gruppeforløb som en fast aktivitet med løbende optag (dvs. at gruppen er åben, og at der løbende optages og afsluttes klienter), hvor andre gruppeforløb kan have en mere tidsspecifik og lukket form. I den lukkede form er der fastlagte start- og slutdatoer, og der optages ikke nye medlemmer i gruppen. Det er op til psykologen at vurdere, hvilke problemstillinger og klienter, der egner sig bedst til de to gruppeformer, så det er en god idé at kontakte psykologen og høre, hvad han/hun vil anbefale i din situation.
Her på Psykologbogen kan du finde begge former for forløb – du skal bare bruge søgefunktionen øverst på siden. Du kan vælge mellem forløb med en specifik startdato (det vil sige at det er en lukket gruppe) og forløb med løbende optag.
Det er blandt andet vigtigt, at du gør dig nogle overvejelser omkring dine muligheder for at kunne møde forholdsvis stabilt. Det er nemlig vigtigt for gruppens dynamik og deltagernes udvikling, at der er en vis kontinuitet i forløbet – altså at gruppen mødes på de aftalte tidspunkter og at alle, for så vidt muligt, dukker op. Dette gør sig især gældende i lukkede grupper, hvor det er de samme mennesker man mødes med hver gang.
Prisen for deltagelse i et gruppeforløb varierer, og afhænger for eksempel af deltagerantal, antallet af mødegange og om der udleveres materiale. Det vil dog som regel være billigere at deltage i et gruppeforløb end i et individuelt samtaleforløb, da I jo er flere om at dele udgiften.
De fleste psykologer her på Psykologbogen angiver prisen på et forløb i deres opslag, som dy finder øverst på denne side. Hvis prisen ikke fremgår, er du altid velkommen til at kontakte psykologen for at få oplyst prisen på det forløb, du er interesseret i.
Hvis du har en lægehenvisning, kan du få tilskud ved nogle gruppeforløb. Det forudsætter dog at psykologen, der afholder gruppen, har et ydernummer og kan tage i mod lægehenvisning. Læs mere om reglerne for lægehenvisninger under ’Viden’.
Ofte vil psykologen have kortere ventetid ved gruppeforløb end ved individuelle samtaler.
Hvis du bruger søgefunktionen øverst på denne side, kan du søge efter psykologer, der har en kort ventetid.