Manio depressiv sygdom er betegnelsen for et sygdomsforløb, hvor ens humør svinger mellem to typer af tilstande - den ene tilstand er mani, og den anden er depression.
Manio depressiv sygdom (også kendt som bipolar affektiv lidelse) er et sygdomsforløb, hvor ens humør svinger mellem to typer af tilstande.
Den ene tilstand er mani, der er kendetegnet ved opstemthed, øget energi og øget aktivitet. I en manisk periode er man glad og optimistisk, nærmest ekstatisk, men humøret er ofte lunefuldt og kan hurtigt gå over i irritation og vrede. Man har ofte masser af planer og idéer og sætter mange projekter i gang, som dog ikke altid afsluttes. Ofte har man en forringet dømmekraft, hvilket kan føre til uansvarlig adfærd. Man kan være hæmningsløs og fx skeje ud økonomisk eller seksuelt.
En sådan manisk tilstand afløses af den anden tilstand, depression, der modsat mani er kendetegnet ved nedtrykthed, nedsat aktivitet og nedsat energi. Det er ikke ualmindeligt i en depressiv periode at blive ramt af skyldfølelse over ens adfærd i den maniske periode.
Typisk er der neutrale faser mellem udsvingene, men hvis man er svært ramt, kan det ene udsving følge umiddelbart efter det næste.
Sammenlignet med depression spiller biologiske (arvelige) forhold en langt større rolle ved manio depressiv sygdom, men på samme måde som med depression kan svære belastninger som fx langvarig sygdom, dødsfald i familien, skilsmisse og stress udløse en manisk episode. Personer der udvikler manio depressiv sygdom er generelt ekstra følsomme over for både psykisk og fysisk stress, og derfor kan miljømæssige faktorer forværre symptomerne.
Manio depressiv sygdom behandles primært med medicin, men samtaler med en psykolog er også et vigtigt supplement. I samtalerne er der ofte fokus på at øge personens sygdomserkendelse, få forståelse for behandlingens virkninger og medicinens bivirkninger samt øge forståelse for, hvilke livsvilkår og situationer, der hos den enkelte kan føre til nye sygdomsudbrud, så disse kan forebygges.
Af Louise Laursen, cand.psych.
Kilder:
Vestergaard, P., Sørensen, T., Kjølbye, M. &Videbech, P. (2008). Psykiatri. København: FADL’s Forlag.
WHO ICD-10 (2011). Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser. Klassifikation og diagnostiske kriterier. København: Munksgaard Danmark.
Depressionsforeningen er en forening, hvis formål er at virke som patientforening for mennesker, der lider af depression eller bipolar lidelse, samt at varetage patienternes og deres pårørendes interesser. Der er mulighed for at deltage i selvhjælpsgrupper eller besøge en af deres sociale cafeer. Du kan læse mere her https://depressionsforeningen.dk/
Psykiatrifonden er en privat humanitær organisation, som hjælper mennesker med psykisk sygdom og sætter mental sundhed på dagsordenen.