Anoreksi, bulimi og tvangsoverspisning (Binge Eating Disorder) er tre forskellige typer af spiseforstyrrelser. Fælles for dem alle er dog, at et forstyrret forhold til mad er udtryk for følelsesmæssige og psykologiske problematikker.
Anoreksi er karakteriseret ved en forstyrret opfattelse af ens krop med en urealistisk følelse af at være for tyk. Man frygter overvægt og fedme, og i forlængelse af dette tilstræbes en lav kropsvægt, hvilket typisk fører til et vægttab på 15-20 % under ens forventede normalvægt. Vægttabet hos personer med anoreksi kan opnås ad flere veje. Der indføres typisk en meget restriktiv kost, hvor man undgår fedende føde. Personer med anoreksi formår i høj grad at skjule, hvor lidt mad der egentlig indtages, fx ved at skære maden i mange små stykker og tykke hver mundfuld mange gange, så måltidet strækkes ud. Udover en restriktiv kost udføres typisk overdreven fysisk aktivitet, og nogle personer med anoreksi fremkalder opkastninger og bruger afføringsmidler, afmagringsmidler og vanddrivende midler.
Følgerne af et vægttab er underernæring, der kan være af varierende sværhedsgrad. En langvarig underernæring svækker musklerne og kan hæmme kroppens og hjernens udvikling. Det kan medføre træthed, svigtende evne til indlæring samt tristhed og isolation. Hos unge piger kan menstruationen udeblive, og der kan ske hormonændringer. Derudover kan puls, blodtryk og temperatur blive påvirket. Vægttabet kan i værste fald være dødelig, og anoreksi er derfor en meget alvorlig lidelse.
Personer med anoreksi har et meget ambivalent forhold til mad. Samtidig med at der følges en restriktiv kost, er der ofte en voldsom tiltrækning af mad. Eksempelvis får mange en stigende interesse for madlavningsbøger og er ivrige efter at lave mad til andre mennesker.
Anoreksi ses hyppigst hos kvinder og bryder oftest ud i teenageårene. Drenge og mænd kan dog også udvikle anoreksi.
Der er ikke en entydig og specifik årsag til udviklingen af anoreksi. Der er tale om en kombination af biologiske, psykologiske og sociale faktorer.
Visse forhold synes især at bidrage til udviklingen af anoreksi: Kostproblemer tidligt i livet, familier der er meget overkontrollerende og perfektionistiske, og som ikke anerkender udtrykket af negative følelser, samt forhold i opvæksten, der medfører en svag identitetsfølelse og et lavt selvværd.
Et forsøg på at opnå kontrol over ens krop og vægt kan forstås som en vej til at få en følelse af identitet. Derudover kan der være tale om, at man som ung pige ikke føler sig i stand til at møde den udfordring, det er at blive en voksen kvinde (fysisk, psykisk, socialt og seksuelt). Derfor forsøger man at standse sin krops udvikling.
Af sociale faktorer kan især nævnes tidens kvindeidealer, hvor det anses som mest attraktivt at være meget slank. Dette påvirker mange unge piger og kan der for spille en rolle i udviklingen af anoreksi.
Væsentligt er det, at anoreksi i bund og grund ikke handler om selve maden og vægten. Disse elementer er udtryk for problematiske bagvedliggende følelser og oplevelser, der er svære at håndtere.
Når der er tale om anoreksi, hvor der er et væsentligt vægttab, foregår behandlingen i psykiatrien (en psykiatrisk afdeling på et sygehus), hvor forskellige faggrupper er involverede, bl.a. læger, psykologer og diætister. Hvis vægttabet er meget voldsomt, kan en decideret indlæggelse blive nødvendig. I behandlingen er der fokus på at få personen op i et rimeligt vægtniveau og få etableret konstruktive spisevaner.
Efterhånden som den kropslige tilstand forbedres, kan man gennem terapi hos en psykolog beskæftige sig med de psykologiske og følelsesmæssige problemer, der har bidraget til udviklingen af anoreksien. Eksempelvis kan der arbejdes med at opnå en stærkere identitetsfølelse, et bedre selvværd samt større selvstændighed.
Især i tilfælde med unge piger, kan det være yderst relevant med familieterapi, hvor man kan udforske og arbejde med de mønstre i familien, der evt. har bidraget til udviklingen af anoreksi.
Bulimi er karakteriseret ved tilbagevendende spiseanfald, hvor man føler trang til at spise, mister kontrollen og overspiser store mængder af mad, også selv om man ikke nødvendigvis er sulten. De store mængder mad indtages ofte i det skjulte. Dette symptom kan være led i en anoreksi, og ca. en tredjedel af alle med bulimi har haft en periode med anoreksi inden deres bulimiske symptomer bryder ud. Spiseanfaldene efterfølges af forskellige former for udrensning for at undgå vægtøgning. Der er tale om opkastninger eller indtagelse af fx afføringsmidler. Tilbagevendende opkastninger medfører ofte fysiske symptomer som fx kaliummangel, der kan føre til træthed. Derudover kan man få smerter i mave og spiserør, og der kan forekomme tandskader på pga. ætsning fra mavesyren.
Bulimi har tilfælles med anoreksi, at der er en forstyrret opfattelse af ens krop og en frygt for overvægt og fedme. Den afgørende forskel er de voldsomme ædeflip, som overmander personen med bulimi. I modsætning til anoreksi, er bulimi ikke så tydeligt for omverden, fordi der sjældent sker en vægtændring.
Depressive symptomer er almindelige blandt personer med bulimi, og det er ofte tristhed og oplevelsen af følelsesmæssig tomhed, der får personen til at søge behandling.
På samme måde som ved anoreksi er der ikke en entydig og specifik årsag til udviklingen af bulimi. Der er tale om en kombination af biologiske, psykologiske og sociale faktorer.
Ligesom ved anoreksi kan der eksempelvis være tale om, at forhold i opvæksten, der medfører en svag identitetsfølelse og et lavt selvværd, kan bidrage til udviklingen af bulimi. Derudover kan perfektionistiske og overkontrollerende familier, der ikke anerkender udtrykket af negative følelser, bidrage til udviklingen af bulimi.
De ukontrollerede spiseanfald kan forstås som en måde at håndtere svære følelser på. Igennem maden opnås en vis følelsesmæssig lettelse, men efterfølgende vil man typisk få det dårligt med sig selv over, at man har spist så store mængder.
På samme måde som ved anoreksi kan tidens kvindeidealer, hvor det anses som mest attraktivt at være slank, også spille en væsentlig rolle i udviklingen af bulimi.
Gennem samtaler med en psykolog kan man få hjælp til og støtte i at indføre normale og hensigtsmæssige spisevaner. I forlængelse af dette kan man arbejde med de psykologiske og følelsesmæssige problemer, der har ført til bulimien. Eksempelvis kan der arbejdes med at opnå et bedre selvværd, og man kan lære at forstå sine følelser og blive i stand til at rumme og bearbejde dem mentalt i stedet for at håndtere dem gennem spiseanfald.
På samme måde som med anoreksi kan det i tilfælde med unge piger være yderst relevant med familieterapi, hvor man kan udforske og arbejde med de mønstre i familien, der evt. har bidraget til udviklingen af bulimi.
Tvangsoverspisning er en endnu ikke helt afgrænset sygdomsenhed, der henviser til, at man er ude af stand til at kontrollere hvad og hvor meget, man spiser. Kontroltabet viser sig fx ved, at man ikke kan stoppe med at spise, selvom den ubehagelige følelse af overmæthed opstår.
Spisemønsteret hos personer med denne lidelse er kaotisk; der spises kontinuerligt i løbet af dagen, der er typisk ingen faste måltider, og der spises ofte alene. Tvangsaspektet i denne lidelse handler om at miste kontrollen over madindtaget og ikke om tvangstanker- eller handlinger på samme måde som ved OCD.
Tvangsoverspisning er ligesom ved anoreksi og bulimi mere udbredt hos kvinder. Personer der lider af tvangsoverspisning er typisk overvægtige eller har store udsving i deres vægt. Fysisk inaktivitet bidrager ofte til den høje vægt, og personer med denne lidelse er meget utilfredse med deres kroppe.
Tvangsoverspisning er i høj grad forbundet med følelser af skam og skyld over ikke at kunne kontrollere ens spisning og vægt.
For mennesker der lider af tvangsoverspisning fungerer maden som en måde at undertrykke og dulme svære følelser på. Eksempelvis vrede, tristhed, sorg eller længsel efter kærlighed og nærhed. Maden bliver en form for ”ven”, man søger tilflugt hos, når man ikke kan håndtere sådanne følelser. Ligesom med anoreksi og bulimi har personer der lider af overspisning typisk et lavt selvværd. Derudover tyder undersøgelser på, at personer der lider af tvangsoverspisning ofte også lider af andre psykiske sygdomme, især depression, angst og personlighedsforstyrrelser. Således kan tvangsoverspisning i høj grad forstås som et symptom på dybereliggende psykiske problematikker.
Tvangsoverspisning er en overset og forholdsvis ukendt spiseforstyrrelse sammenlignet med anoreksi og bulimi. Mange mennesker ved derfor ikke, at de lider af en spiseforstyrrelse. Hvis man derfor kan genkende sig selv i beskrivelsen af tvangsoverspisning, er det vigtigt at søge hjælp.
Gennem samtaler med en psykolog kan man få hjælp til at ændre sit uhensigtsmæssige spisemønster, og man kan få indsigt i, hvilken funktion maden opfylder for én. Man kan i den forbindelse lære at rumme og bearbejde svære følelser mentalt frem for at håndtere dem gennem overspisning. Derudover kan man få hjælp til at opbygge et bedre selvværd.
Hvis tvangsoverspisningen viser sig at være forbundet med en særlig psykisk lidelse som fx angst eller depression, vil behandling af denne blive relevant.
Af Louise Laursen, cand.psych.
Nolen-Hoeksema, S. (2007). Abnormal Psychology. New York: McGraw-Hill.
Vestergaard, P., Sørensen, T., Kjølbye, M. &Videbech, P. (2008). Psykiatri. København: FADL’s Forlag.
WHO ICD-10 (2011). Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser. Klassifikation og diagnostiske kriterier. København: Munksgaard Danmark.
www.lmsspiseforstyrrelser.dk
LMS står for Landsforeningen mod Spiseforstyrrelse og selvskade. Landsforeningens overordnede formål er at give støtte, rådgivning og information til personer, der er ramt af en spiseforstyrrelse eller selvskade samt til pårørende og andre interesserede.
Sind arbejder for at sikre, at de sindslidende og deres pårørende inden for samfundets rammer skal kunne udleve deres drømme og realisere et godt liv.
Psykiatrifonden er en privat humanitær organisation, som hjælper mennesker med psykisk sygdom og sætter mental sundhed på dagsordenen.